VAND SOM REDAKTØR: TILSTRØMNINGER

I den forrige session skrev vi navne på planter på fortovet. Regnen slettede efterfølgende disse mærker – og udførte dermed en form for redigering eller samarbejde i forhold til plantenavnene. I denne session, der hedder »INFLOWS«, vil vi gå mere i dybden med at undersøge, hvordan vand – og andre ikke-menneskelige aktører – kan påtage sig rollen som redaktør eller samarbejdspartner i forhold til tekster skabt af mennesker.

En redaktør er en tekstens nærmeste læser. Nogle gange kan en redaktør endda betragtes som en (w)læser. Ezra Pounds omfattende redigering af T.S. Eliots Ødemarken er et kendt eksempel på den til tider uklare redaktionelle indflydelse, der kan grænse op til samarbejde eller fælles komponering.

Tænk på de geomorfologiske processer, der udspiller sig over tid – hvor magma, nedbør og gletsjere omformer tidligere geologiske udtryk. Tænk på regnen fra vores (W)RITE i REBEL BOTANY som en redaktør, der kommenterer på det kridt, vi midlertidigt skrev med på fortovet. Tænk på de ruderalplanter, der omformer asfalt og beton; kunne dette tolkes som en reaktion på, at fortovet er blevet påtvunget som et menneskeskabt aftryk på jorden?

Uanset om man betragter disse handlinger ud fra perspektiverne læsning, skrivning, fortolkning, redigering eller komponering, skaber denne sammenhæng et samspil mellem disse forskellige aktører. 

I et forsøg på at indstille mig på de store vejrsystemer, der cirkulerer over det nordlige Atlanterhav, overvejede jeg, hvordan jeg kunne relatere min egen krop til et vejrsystem. Hvad har vi til fælles? Bevægelse. Jeg bemærkede, at disse store systemer cirkulerer mod uret, og begyndte selv at gå mod uret som en måde at indgå i et kropsligt forhold til disse vejrsystemer. 

Jeg noterede mig også, hvor disse vejrsystemer ville ramme land, og jeg fulgte deres spor ned til strandkanten. Der gav det våde sand, der var blottet ved lavvande, mine fødder en glat overflade, hvor jeg kunne bevæge mig i cirkler mod uret. Jo længere jeg gik rundt, desto tydeligere blev det O, som mine fodspor dannede i sandet. O som i en ode, et apostrof i engelsk poesi. O som i Ö eller Ø, næsten som om jeg skrev ordet for ø på dansk eller svensk.

Da tidevandet steg, udslettede det mit O. På en dansk strand gik jeg et stykke væk fra strandkanten for at se havet fungere som en intim redaktør af mit forsøg på et tegn (Ö, ø).