ØKOSYSTEMET SOM KOMPONIST: ECOSENSE
Er skrivning kun en menneskelig aktivitet?
Inden for kulturgeografien er det blevet en udbredt metafor at »læse« et landskab eller et miljø – selvom påstanden om, at landskaber er passive tekster, der venter på at blive aktivt fortolket af menneskelige læsere, rejser etiske spørgsmål om hierarkisering, kontekst og samtykke samt afgrænsningen af aktørernes handlekraft.
Hvis vi dog et øjeblik dvæler ved tanken om, at et miljø kan fortolkes (læses), følger det heraf, at miljøet i sig selv består af (eller, endnu bedre, aktivt skaber) betydning (muligvis som en skriftlig tekst). I så fald kan økosystemer og deres biotiske og abiotiske bestanddele skrive.
De ikke-menneskelige forfatteres kommunikative udtryk giver os mennesker mulighed for at udvikle en praksis med asemisk læsning (hvor vi ikke er i stand til at forstå det skrevne, men er overbeviste om, at det rummer sin egen iboende logik og faktisk er kommunikativt). Et sådant ideologisk skift væk fra den artsdiskriminerende antropocentrismes overlegenhed muliggør en poetisk omlægning mod økocentrisme, hvor både biotiske og abiotiske enheder er aktører, der kommunikerer.
Asemisk skrivning er en form for litterær komposition, der består af ulæselig skrift; med andre ord fremstår kompositionens visuelle materiale som bogstavformer, men der findes ingen afkodningsproces, der kan bekræfte fonemer eller en semantisk tilknytning til det visuelle. Min egen interesse for asemisk skrivning er født af en asemisk læsepraksis blandt mere-end-menneskelige forfattere, hvor jeg placerer mig selv blandt biotiske og abiotiske enheder for at se, om jeg kan røre ved den ældgamle entusiasme for at forbinde mig med et miljø ved at genkende det sproglige i dets krop. Når jeg underkaster mit fremmedgjorte jeg til lytningens og sansningens kraft inden for et økosystem, stræber jeg efter at strække mig ud over semantikken, men også efter at være vidne til min konstante impuls til at konstruere mening. I disse øjeblikke drømmer jeg om, at det er muligt, at en verden af tegnbærere sprænger det dominerende menneskelige sprog, der bruges til at navngive og kende dem. I denne drøm indskriver asemisk skrivning landskaber. Jeg stiller aktivt spørgsmålstegn ved, hvad kroppe (været de menneskelige, vand, vejr eller andet) er i stand til eller endda konstant komponerer, samt hvordan man etisk kan læse, samtale med, samarbejde med og/eller fortolke ikke-menneskelige enheder.
Da jeg var i Queensland, Australien, som gæstedigter, tog jeg adskillige fotografier af miljøbaserede tekster. Jeg vidste ikke, hvad de formidlede, selvom jeg havde en fornemmelse af, at der blev tilbudt en form for kommunikation. Der var helt sikkert former, gentagne linjer. Noget, der var lagt oven på noget andet (i stedet for blæk på papir har vi her rurer på klipper, svampe på bark, stier banet gennem sand). Tydelige former forbundet med andre former. Jeg delte disse asemiske tekster som en del af mit digitale poesiprojekt Gibber (2012).
Ligesom når man fordyber sig i fremmede sprog, styrker fordybelsen i fremmede bioregioner ens evne til at opfatte omgivelser, der ligger noget uden for den umiddelbare, pålagte betydningsramme, vi har arvet. Når jeg ser på det organiske affald på en strand, kender jeg kun overfladiske betegnelser som blad, skal og frø. I Daintree i Queensland og senere på Magnetic Island dækkede komplekse mønstre af små sandkugler strandene, når tidevandet trak sig tilbage. Det tog mig to dages tilvænning, før jeg til sidst kunne få øje på stærkt camouflerede krabber, der skyndte sig rundt mellem kuglerne og ind i hullerne i nærheden af dem. Sandkuglerne og deres indviklede arrangementer tydede på, at der var en dyb logik på spil, men en logik, som jeg endnu ikke var i stand til at afkode.
