Teoretisk fokus:

Vi vender os mod opsis– spektaklet – ikke som passivt forbrug, men som en rituel handling af økologisk vidnesbyrd. Pierre Bourdieus begreb om det præ-symbolske minder os om, at før ord eller symboler træder ind, opfatter kroppen verden gennem en presserende, levet tilstedeværelse. Tom Bristows refleksioner over den visuelle hukommelse hjælper os med at betragte antropocænet som et teater for både fremkomst og forsvinden – hvor biodiversitet, levesteder og kulturel hukommelse samtidig går tabt og genopfindes. I denne ramme er billedskabelse hverken neutral dokumentation eller æstetisk distancering. Den bliver en legemliggjort praksis af vidnesbyrd – en affektiv og politisk tilstedeværelse. Vi vil arbejde med Ana Mendietas jord-kropsværker og Cecilia Vicuñas visuelle digte, hvis praksis udtrykker slægtskab, sorg og genopståen gennem ritualiseret betragtning. Gennem deres linse overvejer vi, hvordan det visuelle rummer sorgen uden at lamme den, og hvordan det kan indbyde til potentiale snarere end afslutning. Donna Haraways opfordring til at »skabe slægtskab« ud over genealogiske linjer får os til at tænke på at se som en handling, der skaber relationer, et middel til at skabe omsorg mellem arter og sammensætninger. I denne uges arbejde forstås synet som interværen: at se er også at røre, at anerkende og at indgå i gensidig tilstedeværelse.

Praksis:

• »Gå-og-tegne«-øvelser: observér og skitsér arter, organisk materiale eller ar i landskabet
• Introduktion til øko-visuelle kunstnere: Cecilia Vicuña, Ana Mendieta samt en række samtidige multimediekunstnere.
• Anvendelse af fundne naturmaterialer i poetiske illustrationer eller collager

Øvelse:
Udarbejd et visuelt digt eller en billedcollage ved hjælp af bioregionale materialer, der afspejler krydsfeltet mellem økologisk sorg og familieminder. Overvej skammens rolle i synliggørelsen, som den udforskes i Probyns *Shame in the Habitus*.

»O’psis – et spektakulært syn«

Pierre Bourdieu hævder, at:

Man må placere sig selv inden for den »virkelige aktivitet« som sådan, det vil sige i det praktiske forhold til verden, den optagede, aktive tilstedeværelse i verden, gennem hvilken verden påtvinger sin tilstedeværelse med sine presserende anliggender, sine ting, der skal siges og gøres, ting, der er skabt til at blive sagt, og som direkte styrer ord og handlinger uden nogensinde at udfolde sig som et skue.

Mens vi oplever mere ekstremt vejr, højere havniveauer og nye arter, er der ét spektakulært syn

I antropocæn er tabet det centrale: tab af biodiversitet, arter og naturvidenskabelig forståelse; og vi er ved at miste

den beskyttelse, som nationalstaten engang tilbød, da mange lokale miljøproblemer er en del af

et uoverskueligt globalt væv, der kræver international ret og tværkontinental

diplomati, en udvidet bioregional forestillingsverden og en ny økokosmopolitisk etik.

– Tom Bristow, Living Lexicon for the Environmental Humanities.

»Mitformål er at få ordet »slægt« til at betyde noget andet – eller mere – end blot enheder, der er forbundet gennem afstamning eller slægtsforskning. Dette forsigtige forsøg på at fremmedgøre begrebet kan i første omgang virke som en fejl, men vil (med lidt held) senere vise sig at have været rigtigt hele tiden. At skabe slægt er at skabe personer, ikke nødvendigvis som individer eller som mennesker.«

På universitetet blev jeg rørt af Shakespeares ordspil mellem »kin« og »kind« – de »kindest« var ikke nødvendigvis »kin« i betydningen familie; at skabe »kin« og skabe »kind« (som kategori, omsorg, slægtninge uden bånd gennem fødsel, sidegrene i slægten og mange andre associationer) udvider fantasien og kan ændre historien. Marilyn Strathern lærte mig, at »relatives« på britisk engelsk oprindeligt betød »logiske relationer« og først i det syttende århundrede kom til at betyde »familiemedlemmer« – det hører bestemt til blandt de små fakta, jeg elsker.16 Går man uden for engelsk, bliver det vilde mangedoblet.

»Jeg mener, at denne udvidelse og omstrukturering af begrebet slægt er mulig, fordi alle jordboere i den dybeste forstand er i familie med hinanden, og det er på høje tid, at vi begynder at tage bedre vare på slægter som helheder (og ikke arter hver for sig).«

-Donna Haraway, *Staying with the Trouble*.

The Process is the Product. The Product is the Process.
by Elizabeth Torres (Madam Neverstop)

Kære ven,

Jeg har tænkt over selve det at se – hvor meget øjnene kan rumme, og hvor meget de kan afvise. På det seneste har jeg lagt mærke til forskellen mellem at kaste et blik og at være vidne. Et blik kan kun strejfe overfladen, men at være vidne kræver en pause, en evne til at blive hængende. Det er langsommere end genkendelse og mindre sikkert end forståelse. Det handler om nærvær.

Når jeg går en tur i mit kvarter, opdager jeg, at jeg samler små billeder: en knust fjer, et ungt træ, der bryder igennem betonen, et skoaftryk i tørrende mudder. Jeg betragter dem ikke som trofæer, men som budskaber. De dukker op uden at bede om at blive taget til sig, og jeg spekulerer på, hvad det vil sige at svare på dem.

Pierre Bourdieu taler om det præ-symbolske– det øjeblik, før vi sætter ord på det, vi ser, når verden presser sig på os uden mellemled. Jeg tænker på dette, når jeg ser ud over havet efter en storm, eller når jeg bemærker, at en fugl, jeg plejede at høre, ikke længere er der. Der findes ingen billedtekst, der fuldt ud kan indfange den følelse. Tom Bristow minder os om, at antropocænet har sit eget spektakel: tabet. Men måske handler det at se ikke kun om at registrere tab; måske er det også en måde at skabe bånd på.

Donna Haraway opfordrer os til at udvide begrebet slægtskab ud over slægtsforskningen: til at betragte floder, mos, vind og spøgelser som slægtninge; til at behandle arter og samfund som en del af en fælles arv. Denne udvidelse af slægtskabet kræver både omsorg og fantasi. Slægtskab er ikke noget, vi allerede har – det er noget, vi skaber, netop i selve processen med at møde hinanden, lytte og reagere.

Det har kunstnerne Ana Mendieta og Cecilia Vicuña lært mig. Mendieta pressede sin krop ned i jorden og lod sin silhuet fyldes med blomster, mudder og aske. Vicuña væver tråde på tværs af landskaber og lader vinden og tidevandet fuldende værket. Begge viser os, at et billede kan være et offer, ikke en indfangning. I deres hænder er processen ikke et middel til et mål – den er selve værket. Og værket er ikke et statisk objekt – det lever videre i de liv, det berører, og de relationer, det skaber.

I denne uge vil jeg opfordre jer til at betragte det som et ritual. Ikke som et bevis, ikke som pynt, men som en handling, der skaber fællesskab. Gå langsomt. Lad jeres blik hvile på det, der forsvinder, det, der vender tilbage, og det, der modstår at blive set. Lad jeres billede rumme både sorg og potentiale.

Og husk: at se er også at blive set. Jorden, stenen, bladet – de er ikke passive objekter. De ser tilbage. Vær opmærksom!

»Kroppener. Og kroppen er dens reaktioner på tørheden, lyset, den historie, der er fuldt ud indlejret i netop denne habitus. Den hvide skam ligger i habitusen: kroppen udtrykker en sådan interesse og registrerer derefter, at interessen ikke kan følges fuldt ud til dørs. Dette er dog ikke en tragisk fortælling; det er ikke en romantisering

en skam, der udspiller sig på et følelsesmæssigt plan. Det er heller ikke en fordømmelse af en generaliseret hvid historie. Det er mere kompliceret end som så. Det er ikke en skam, der kan lindres ved en undskyldning. Hverken heroisk eller skandaløs – denne hvide skam er dybt fascinerende og interessant på måder, der ikke let kan beskrives. Den er ikke rent social (det ville gøre den lettere at udrydde). Den kan heller ikke indskrives i en eller anden generel redegørelse for en hvid psykologi. Den fysiske og instinktive udfoldelse af affekt forstyrrer en sådan kategorisering. Den minder stærkt om Mauss’ assemblage – det fysiologisk-psykologisk-sociologiske krydsfelt – og måske kan det sprog begynde at kaste lys over den hvide skams delikatesse. Hvis vi, som affektteoretikerne udtrykker det, er født med en grundlæggende palet af affekter, må det også forstås i forskellige nuancer, hvordan, hvor og hvornår de rører os. Hvis det sociale er naturligt i stærk forstand (Karsenti, 1998), lad os da gøre vores beskrivende sprog lige så afdæmpet som landskabets farver.”

 »På et grundlæggende plan er det på det fysiologiske, det somatiske plan, at kroppen er interessant, for det er netop dér, at kroppen afslører sin interesse. Uden den grundlæggende interesse falder alle vores teorier til jorden.«

                        (Uddrag fra: »Shame in the habitus«, Elspeth Probyn)