Uge 1: Skrivning som tænkning

Dette kursus inviterer dig til at betragte skrivning som en filosofisk handling. Filosofi er ikke forbeholdt universitetsprofessorer eller akademiske filosoffer. Faktisk filosoferer vi hver eneste dag. Vi filosoferer, hver gang vi standser op for at undre os over , hvorfor tingene er, som de er. Når du går glip af en bus og tænker: »Måske skete det af en grund«, eller når du ligger vågen og spørger dig selv: »Lever jeg det liv, jeg ønsker?«, så beskæftiger du dig allerede med filosofi. Hver gang du stiller spørgsmålstegn ved retfærdighed, mening, kærlighed eller tid – selv i de allermindste øjeblikke – gør du det, som filosoffer og forfattere altid har gjort: du forsøger at give eksistensen mening med de redskaber, du har til rådighed: ord, tanker og symboler.

Som forfattere udøver vi konstant en filosofisk handling. Vi skaber situationer, relationer, refleksioner over samfundet og glimt af mening (eller manglen på samme) i kosmos. Og dette kan gøres på enkle, beskedne måder. Vi behøver ikke at støtte os til akademiske filosofers fagudtryksfyldte analyser. Filosofi kan opstå gennem det almindelige sprog, gennem et øjeblik af tvivl, forundring eller modsætning. Den kan indfanges i enkle linjer som:

»Verden fortsætter, selv når jeg holder op med at tro på den.«
»Jeg taler, og allerede er betydningen et andet sted.«
»Måske er sandheden kun det, der er tilbage, når ordene er forsvundet.«

I denne forstand bliver skrivning en form for stille refleksion, hvor hver sætning stiller spørgsmålet om, hvad det vil sige at være i live i et mystisk og vidunderligt univers.

Tænkning gennem sproget

Filosofi og skrivning har den samme drivkraft: at stille spørgsmål.

Filosofien søger klarhed gennem argumentation; skrivningen søger den gennem form, rytme og tone. Begge udforsker det samme område: tid, væren, sandhed, sprog; men gør det på forskellige måder. At skrive er altså at tænke gennem ord snarere end om dem.

»Mit sprogs grænser er min verdens grænser.« — Ludwig Wittgenstein

I *Tractatus Logico-Philosophicus* forsøgte Wittgenstein at afgrænse meningsbegrebet: hvad der kan og ikke kan siges. Men litteraturen begynder ofte der, hvor filosofien slutter. Når sproget når sine grænser, træder forfatteren til for at udtrykke sig gennem tvetydighed, billedsprog og absurditet. Lad os tage en af mine yndlingsforfattere, Clarice Lispector, som forvandlede filosofiske tanker til intimitet:

»Livet er bare sådan for mig, og jeg forstår ikke, hvad jeg siger. Og derfor elsker jeg det.« Den sætning kunne sagtens stamme fra en filosof, men Lispector når frem til den gennem følelse snarere end analyse. Hendes forfatterskab forklarer ikke tanken; det udlever den. Hver eneste sætning i *The Passion According to G.H.* føles som bevidstheden, der opdager sig selv: sproget, der tænker højt, tøver, bryder sammen og begynder forfra.

I den næste del af vores session går vi fra refleksion til praksis ved at undersøge, hvordan selve skrivningen kan tænke, og hvordan en enkelt linje, et billede eller et fragment kan rumme sin egen filosofi.

Skriveøvelse: Den tænkende stemme

Formål: At eksperimentere med det indre liv og beskrive tankerne, mens de opstår.

Når vi skriver poleret prosa, udglatter vi ofte de tøven, modsætninger og omveje, der giver tanken liv. Her er målet det modsatte: at lade de ru kanter forblive synlige.
Lad stemmen på siden bevæge sig, som tanken virkelig bevæger sig: i cirkler omkring sig selv, tilbage, brudt og genopbygget. Sætningerne behøver ikke at være logiske eller fuldstændige; de skal blot føles tro mod bevidsthedens rytme.

Opgave
Skriv en kort indre monolog (ca. en halv side), der afslører tankegangen i realtid. Undgå at føle trang til at finpudse eller præcisere. Lad teksten tøve, rette sig selv eller fare vild. Forestil dig sindet, der forsøger at forstå noget og farer vild undervejs. Det er dér, sproget begynder at tænke.

Du kan starte med en sætning som f.eks.:

»Jeg var lige ved at sige noget klart, men tanken ændrede form midt i sætningen.«

eller

»Jeg tænker over det, men jeg er ikke helt sikker på, i hvilken retning.«

Når du er færdig, skal du læse din monolog højt én gang og understrege de sætninger, hvor du fornemmer ægte forvirring eller uventet klarhed. Mens du læser dit uddrag højt, skal du spørge dig selv:

Har skrivningen afsløret noget, du ikke vidste, du tænkte på? For eksempel en ny måde at se verden på eller at stille spørgsmålstegn ved, hvem jeg er.

Afsluttende bemærkninger

Tak, fordi I deltog i denne første session.

I denne uge, når du bevæger dig gennem hverdagslige øjeblikke (en pause, en gentagelse, en stilhed), så læg mærke til, hvordan tanken dukker op og forsvinder inden for sproget. At skrive handler ikke kun om det, vi siger, men om, hvordan vi når frem til det: omvejen, tøven, det glimt af mening, der opstår, før den tager form.

I vores næste session vil vi forblive i den usikkerhed, men føre den videre… ind i det absurde.

Hvis denne uge handlede om at opdage, hvordan sproget tænker, vil vi i næste uge undersøge, hvad der sker, når logikken bryder sammen, når betydningen begynder at opløse sig selv, og når netop dette sammenbrud bliver til en ny form for frihed.

Jeg håber, I vil være med næste uge!